11. Nordic Symposium on Forensic Psychiatry


“Great cases make bad law” – dette udsagn var min vigtigste take home message fra symposiet i Norge. Måske fordi det lige var vand på min mølle. Det var juristen, historikeren og forfatteren Bernt Gran, som konkluderede det i sin forelæsning ”The History of Accountability”, hvor han kom ind på flere store sager, som var endt med, at gerningsmanden var fundet egnet til straf, selvom vedkommende kunne være sindssyg. Man var tilbøjelig til at gå på kompromis med juraen, jo større og alvorligere sagerne var, sagde han. Blandt eksemplerne var selvfølgelig Breivik.

Af de øvrige fælles forelæsninger var Peter Handests ”The development of delusions in schizofrenia. From abnormal awareness of the world to systematized persecutory delusions” virkelig god.  Han kom blandt andet ind på Ptolemæus  og Kopernicus´ forskellige syn på verdensbilledet og drog en fantastisk parallel til den skizofrene patients opfattelse af sig selv og sin omverden.

Der var selvfølgelig  flere gode både fælles forelæsninger og parallelsessioner, men overordnet set var niveauet ikke specielt højt. Der var enkelte decideret skuffende forelæsninger. Bl.a. havde jeg ventet noget meget spændende af forelæsningen ”Personality disorders in the Icelandic Sagas”, men den var egentlig bare underlig.  ”Moral as hard-wired social rules of pack-animals – how does it work?” var springende, og jeg fik ikke helt fat I sammenhængen. Det var måske mig, der ikke helt kunne følge og forstå, hvad der foregik.

Selskabet var som sædvanlig fremragende. Det er altid hyggeligt at møde sine kolleger med interesse for retspsykiatri og have mulighed for at vende og diskutere forskellige problemstillinger,samt bare grine og have det sjovt. Det var ærgerligt, at der ikke var en bar man kunne hænge ud i, og at festen sluttede, før den var begyndt. Bordene blev på det nærmeste klappet sammen under en, før man havde taget den sidste bid. Til gengæld var der musikalske indslag i løbet af dagen midt i forelæsningerne. Det var lidt vanskeligt at forstå nordmændenes syn på fest, musik og god mad. Det var i hvert tilfælde væsentligt forskelligt fra Nordisk Symposium i Retspsykiatri i
Helsingør.

Sammenfattende synes jeg desværre, at både det faglige og sociale arrangement kan blive væsentligt bedre næste gang – og jeg glæder mig til det bliver Danmarks tur til at afholde symposium igen.

Gitte Ahle

Bliv medlem
Medlemmer af Dansk Psykiatrisk Selskab kan optages som ordinære medlemmer.

Andre faggrupper kan søge om ekstraordinært medlemskab.
Bliv medlem

Rigsadvokatens meddelelse: Psykisk afvigende kriminelle


Kalender
Besøg vores side
Retspsykiatrisk Interessegruppe | Dansk Psykiatrisk Selskab | SE-nr. 27911838 |