Berlin, 17.-23. juli 2011
Indtrykket af kongressen er som indtrykket af byen primært totalt uoverskueligt. Hvordan skal man plukke ud af et overflødighedshorn med ca. 1000 præsentationer ? Det følgende bliver nødvendigvis subjektivt:
Der blev præsenteret lokale programmer fra Cincinnati i USA, hvor de bare ikke ville finde sig i mere vold fra sort bandekriminalitet og gjorde meget ud af samarbejdet mellem sektorerne og kommunikationen til banderne. For eksempel ved at love, at hele banden skulle stå til regnskab for hvert enkelt bandemedlems eventuelle recidiv. Det virkede, sagde de. I et af sessionens indlæg drøftedes begrebet ”program fidelity” som om medarbejderne selv kunne bestemme, om de ville være gode (tro mod programmet) eller dårlige til deres arbejde.
Dødsstraffen fik flere sessioner. Heldigvis er det nu således i USA, at mental retardering og ung alder forhindrer eksekution. Det ville gå for vidt at undlade at henrette blot pga. mental illness. For det lider alle på Death Row af, herunder rigtig mange med hallucinationer og vrangforestilinger. Det er måske ikke så mærkeligt, for ventetiden fra domfældelse til død er stigende og nu oppe på 171 måneder i gennemsnit. Alligevel var det opmuntrende i det til denne session overvejende amerikanske publikum at høre spontane klapsalver, da en deltager fortalte, at man i hendes land ikke længere henrettede. Jeg erindrede tidligere kongressers panel af ældre herrer, der til en eventuel ophævelse af dødsstraf blot sagde ”You can forget it, it's never gonna happen”.
Der er en stærk jødisk indflydelse i Association of Law and Mental Health's ledelse, og flere sessioner fokuserede på Nazitysklands forbrydelser mod menneskeheden. Blandt mere eller mindre emotionelle indlæg om ghettoerne i Polen og antydninger af, at de tyske læger, der var godt repræsenteret i nazistpartiet, måske var motiverede af brødnid overfor deres jødiske kolleger, var et fint sobert indlæg af en tysk psykiater, der kunne beskrive, hvorledes alt, hvad der foregik i Tyskland i 30'erne havde et formelt legalt grundlag og skete i en for os meget vanskeligt forståelig tid. Ikke desto mindre var det bevægende for mange af deltagerne at være i Berlin og tale om holocaust, som havde ryddet grundigt ud blandt deres egne nærmeste slægtninge.
I Norge har man sammenlignet ekspertisen til forudsigelser om fremtidig kriminalitet hos læg og lærde og – heldigvis – konstateret, at de lærde er lidt bedre end almindelige mennesker til at prædiktere. Rating scales for voldsrisikovurdering er stadig in, og kritikken heraf hørte man ikke meget til. Tidligere ”statisk” vurdering, hvor for eksempel en dårlig barndom for altid trækker i negativ retning er nu for længst forladt. Vurderingerne bliver mere og mere dynamiske, dvs. mere og mere komplicerede, idet de forsøger at tage højde for bl.a. den aktuelle situations muligt modererende indflydelse og evt. også medinddrager faktorer, der beskytter mod risikoen for voldsudøvelse. Således kan man sige, at evalueringerne mere og mere kommer til at ligne den stadig i mange kredse udskældte, såkaldte ”traditionelle kliniske vurdering”.
De danske retspsykiatriske indlæg kom fint igennem fra talerstolene, men man kunne have ønsket sig lidt større publikum. Dorte Sestoft præsenterede PSP-samarbejdet og havde også et indlæg om farlig autisme. De to igangværende § 69-projekter blev præsenterede samt et nyt projekt i Risskov om forsøg på reduktion af vold ved hjælp af endnu et screening-instrument til risikovurdering.
Det er altid godt at skulle præsentere sit forskningsprojekt og sundt at høre andre måder at forstå tingene. For eksempel mente en kollega fra USA, at det var svært at forestille sig nedsætelse af straffene i USA, for der er en stor privat fængselsindustri med dygtige lobbyister.
Konkluderende kunne man have ønsket en lidt bedre struktureret kongres, for eksempel var der ingen ”plenary sessions”, så hvis man ikke var meget godt kendt med præsentatørerne, var det umuligt at vælge mellem parallel sessionerne på et fornuftigt grundlag. Og det var overladt til deltagerne selv i de mange, mange sessioner med ca. fem indlæg i hver at finde sig en chairperson, ligesom det langt hen ad vejen var op til deltagerne selv at klare det tekniske. Afviklingen af sessionerne gik ikke altid lige glat. Man kunne dertil ved íkke helt få af præsentationerne komme til at tænke på, om ikke den videnskabelige komite kunne have været lidt mere kritisk. Det kunne konstateres, at emnet ”law and mental health” var endog meget bredt fortolket.
Alt i alt er det dog fascinerende at møde så mange andre forensiske fagfolk og lære ikke bare om det, der er behov for at vide, men også om det, der bare er ”nice to know”, for eksempel at Nelson Mandela fyldte 93 midt under kongressen. Begivenhederne i Norge umiddelbart efter kongressens afslutning understregede vigtigheden af at forsøge at mødes.
Peter Gottlieb - med tak til fonden for rejsemidler
|